Min mor siger altid, at jeg er smuk. Hun siger det ikke for at trøste mig eller lade som om, hun ikke ser mine forskelligheder. Hun siger det, mens hun ser direkte ind i mine blå øjne, som om hun så et helt univers i dem. Da jeg blev født, var mange mennesker bange for mine begrænsninger. Min mor var også bange, men hun valgte at elske mig først, lære senere og aldrig reducere mig til en diagnose. I dag er hvert eneste grin jeg har, et svar til dem, der engang tvivlede på mig. Det kan tage mig længere tid at lære nogle ting, men jeg ved, hvordan man elsker på en måde, der forvandler ethvert miljø. Mit kram bringer ro, mit smil lyser op de mest trættende dage. Og i sidste ende er det det, der virkelig betyder noget: Jeg blev ikke født til at passe ind i standarder, jeg blev født for at minde verden om, at sand skønhed bor i dem, der elsker uden mål.
Mor sagde, jeg var smuk.
